Åndehuller #2

Så de sidste mange uger har været overfyldte med arbejde, rejser og sociale aktiviteter. Faktisk har jeg haft planer for de fleste timer, hvor jeg ikke har sovet og det har været fedt. Sådanne uger dræner mig imidlertid virkelig for energi og mit overskud til at rumme folk og deres mærkværdige opførsel, har virkelig kunne ligge på et meget lille sted.

Min mor beskriver det, som om klappen går ned for mig og jeg lukker af fra omverden. Respekter omverden ikke at jeg er lukket for socialinteraktion, bliver jeg irritable og bider af folk. Tilsyneladende er det noget, som jeg har gjort det meste af mit liv.

Derfor forsøger jeg at skabe åndehuller for mig selv. F.eks. sikre at jeg har et par friaftner efter en weekend med veninderne eller en weekend alene i min lejlighed, efter en uge med meget arbejde og sociale arrangementer alle ugens dage. For der er ikke noget bedre end lidt alene tid.

Derfor bliver jeg også altid glad, når mine forældre spørger om jeg vil passe farmen for dem i en forlænget weekend, så de kan tage til koncert med deres venner. Så har jeg nemlig en helt lovlig grund til at være helt alene – kun forstyrre af diverse dyr, der mener at de skal have min opmærksomhed.

Denne weekends åndehuller har derfor været at

♥ Lytte til vinden i majsmarkerne og træerne♥

♥ Tage på skovtur med hunden og vandre rundt i en misvedligeholdt skov, hvor naturen selv har fået lov at bestemme hvordan den vil vokse.♥

♥Forsøge at blive venner med mine forældres katte. Udviklede sig til, at jeg staklede dem rundt på farmen… Vi blev aldrig venner. ♥

♥Vandre ud af et traktorspor uden virkelig at vide hvor man er på vej hen. ♥

♥Blive fanget i regnen flere kilometer hjemmefra og bare grine, mens man bliver gennemblødt(tænk overdrevet Hollywood film). Forsøgte bagefter at tage et nuttet billede til instagram af hunden og jeg. Ingen af os bliver nogensinde instagram-berømte.♥

Fredags film #7

Så i disse dage befinder jeg mig på farmen i Aulum, hvor jeg er husbondafløser på mine forældres zoologiske have. Ja ok – måske er det ikke en rigtig zoo, men man kan godt komme i tvivl, når man har mødt deres hund, tre katte, 15duer og hvad der virker som 200høns i baghaven.

Jeg passer farmen en gang om året, når mine forældre tager på en forlænget weekend med et flok venner til Hessellund Sø-Camping til Karup Å Koncert. De hygger sig gevaldigt deroppe og jeg nyder stilheden og muligheden for at være alene, se fjernsyn og ikke mindst få læst en masse. Total badeferie – bare uden varme, sandstrand eller svimmingpool.

Og ja – så er der lige det med at være helt alene hjemme, langt ude på landet omringet af majsmarker. Ved ikke med jer, men jeg synes at alt for mange uhyggelige film foregår i midten af ingenting omgivet af majsmarker.

I går kunne jeg næste ikke falde i søvn, fordi jeg kom til at ligge og tænke på alle de uhyggelige film, der foregår ved siden af majsmarker. Signs og A Quite Place hvor de skumle rumvæsener gemmer sig i majsmarkerne rundt om en gård. Ellers Children of the Corn, hvor en kult af børn laver menneskeofringer til dæmonen der bor i de majsmarker, som omgiver en stille by i Nebraska.

Så kom jeg til at tænke på traileren for 1922, som jeg for en tid siden havde set på netflix. Filmen bygger på en novella af Stephen King og handler om en mand der i 1922 planlægger at myrde sin kone, fordi hun vil sælge den jord hun ejer og rejse væk med deres fælles søn. Gæt hvad deres gård er omringet af?

Hertil aften gjorde jeg så noget dumt – jeg satte mig ude på terrassen og begyndte at se filmen. Udenfor fordi dyrene lige legede så godt og jeg ikke helt stoler på, at hunden ikke kunne finde på at vandre ud og lede efter sine ejere, hvis han ikke er under konstant opsyn.

På et tidspunkt hoppede jeg en centimeter op af stolen, fordi en rotte pludselig springer frem på skærmen. Den stakkels hund, havde lidt tidligere lagt sig på mine fødder, for nu sammen og begyndte at gø i et forsøg på at skræmme den fare væk, som havde fået mig til at lette i vejret. En skam den ikke kunne beskytte mig for uhyret på skærmen.

Kan du godt lide de Stephen King historier, hvor man er i tvivl om det overnaturlige faktisk sker eller det blot er skyldfølelse, som får hovedpersonen til at se ting? Så er denne film lige noget for dig.

Åndehuller

Vi mennesker har virkelig fået travlt! Travlt med vasketøjet, arbejde, træning, aftenskolehold, rengøring, aftensmad, efteruddannelse, veninder, læsekredse, naboens meninger og meget andet.

Jeg er bestemt ikke hellig, hvis vi ser bort fra at jeg aldrig roder op eller gør rent, såvidt jeg kan undgå det. I de næste to uger er min egen kalender booket hårdt, både på arbejde og privat. Jeg lider virkelig af FOMO* og i denne weekend er der både familiefødselsdag, familieudflugt og familieweekend i en spejderhytte. Ja, jeg kommer fra en stor familie, hvor folk godt kan lide at se hinanden og vi har mange faste traditioner.

Og jeg glæder mig – men der skal jo pakkes, vaskes tøj, tjekkes rejseplaner, vandes blomster og jeg ved ikke hvad. Bliver helt træt af bare tanken om alt det jeg skal nå og køre mig selv op i en spids. Og det er jo dumt. Jeg har nu brugt mere tid på at overveje alt det jeg skal nå, fremfor faktisk at få noget fra hånden.

Jeg kommer ofte til at tænke alt for meget over sådan småting og kan bruge meget energi på at organisere fremtiden i min hjerne, fremfor at være tilstede i nuet. Derfor har jeg i dag forsøgt at fokusere på de små ting. Åndehullerne i en hektisk hverdag, hvor man kan slappe af et par minutter og blot nyde tilværelsen ved f.eks.

♥Det er skønt bare at stå stille i Esbjerg midtby og nyde duftet af et blomsterne æbeltræ.

Elsker den duft, næsten ligeså meget som nyslået græs. ♥

♥Lyden af springvandet i I.C. Møller parken en tidlig morgen.

Og ja – selvfølgelig var jeg henne og røre ved vandet, lige efter jeg havde taget dette billede! ♥

♥Cyklede en omvej hjem efter arbejde, for at komme ud og se på havet og himlen.

Elsker at bo så tæt på vandet. ♥

*Fear of missing out!

Argh Gitte #4

I den sidste uge, har den ene fiasko efter den anden ramt mit liv. Det blev faktisk så slemt, at jeg på et tidspunkt satte mig opgivende på min trappe og skrev til Bibliotekaren, at jeg var bare hadede mit liv for tiden.  Når alt kommer til alt, var det selvfølge ikke så slemt. Min tålmodighed med mig selv, kunne imidlertid ligge på et meget lille sted, da jeg havde formået at smække mig ude af min egen lejlighed igen!

nøgler

Selvfølgelig var jeg på vej til en aftale, som jeg helst ikke skulle komme for sent til og mine cykelnøgler lagde også på den forkerte side af min hoveddør. I min hånd havde jeg nøglerne til tre forskellige biblioteker i Esbjerg Kommune, men de ville ikke hjælpe mig meget lige der.

Heldigvis har jeg endelig fået lavet nogle ekstra nøgler og fået dem fordelt mellem venner og familie, så jeg skal ikke længere håbe på at min udlejer vil lukke mig ind eller ringe til den lokale låsesmed. Jeg skal bare gå den lille kilometer ned til Bibliotekaren.

Når man er så distræt, som jeg tydeligvis er, er det vigtigt at have forstående omgivelser. Heldigvis er jeg omgivet af gode venner, der holder af mig som jeg er. Venner jeg kan grine sammen med, når jeg endnu engang har fucket et eller andet op, smækket mig ude eller har glemt mit dankort derhjemme, når vi er ude af spise (mobilpay er en sand ven for en pige i nød).

Derudover er jeg udstyret med gode kollegaer der stadig kan joker med, at de til næste lønforhandling vil søge om et tillæg for at være min personlige assistent. Altid med et smil på læben og ingen sure miner i sigte. Hvilket er meget heldig, når man ringer til dem midt i deres aftensmad, for at de skal komme på arbejde og låse en ind på kontoret, som man lige har smækket sig ude af.

Har du venner, familie og kollegaer som jeg – så kan man ikke ønske sig meget mere i livet.

Hosten fra helvede

Man ved at man er elsket, når ens mor og bror sammenligner en med en halvdårlig puck maxi der mangler en cylinder eller to. Bare fordi man har en hoste, der gør at man lyder som en der ryger 50 grøn Cecil om dagen og som gør at man ikke sover godt. Jeg har hostet siden før påske – der er ikke noget alvorlig i vejen med mig. Blot en virusinfektion, men hvor er jeg da træt af at hoste.

Det eneste positive ved det er, at min mor f.eks. ikke er bange for at jeg bliver væk, når vi er ude og shoppe. Man kan altid finde mig, blot ved at følge den tørre hoste. Og som om den tørre hoste ikke var nok, så er jeg i denne uge også blevet den heldige ejer af en løbende næse, hvilket giver en helt væld af nye problemer.

De otte værste ting ved en forkølelse fra helvede:

– Når det føles som om man tisser lidt i bukserne, hver gang man har et voldsomt hosteanfald.
– Når man bliver halvdøv af sin forkølelse og ikke rigtig kan høre hvad folk siger. Ikke godt, når man for tre gang beder en låner om at gentage sit spørgsmål.
– Når man har fundet lykken i en næsespray for første gang i sit liv og alle medier pludselig fortæller en, at man kan blive syg afhængig af dem. Er næsespray den nye morfin?
– Når man sætter en papirkurv ved sofaen i stue, så man har et sted at smide brugte kleenex. For man magter ikke at gå ud på badeværelset hver gang.
– Når ens stemme ændre sig, så folk ikke kan genkende en i telefonen.
– Når man begynder at hoste, hver gang nogen får en til at grine. (Jeg griner meget i løbet af en dag).
– Når man er ved at kaste op, fordi man hoster så voldsomt om natten.
– Når man forsøger at nyde en tur på stranden på årets første sommerdag, men konstant har en kleenex under næsen. Det tager ligesom lidt af glæden.

Hvad er det værste I ved i forhold til en slem forkølelse?

Aprilsnar

Aprilsnar er en meget gammeltradition, der kan føres helt tilbage til en kalenderreform i det 16. århundrede. Her gik nytår fra at starte ved påske (det kristne nytår), til altid at ligge den 2. januar. Der var imidlertid mange rettroende kristne, som i mange år fastholdt troen på at påsken symboliserede nytåret. Disse mennesker kaldte man i Frankrig for aprilsfisk. I et forsøg på at håne dette mindretal begyndt mange at gøre nar af dem, ved at ønske hinanden et glædeligt nytår den 1. april eller ved at klistre papirsfisk fast på ryggen af de troede.

Senere har man i det fleste vestlige lande dyrket aprilsnarren i større eller mindre grad. I England blev det særligt populær i løbet af det 18. århundrede, hvor man begyndte at bilde hinanden utrolige historier på ærmet eller lavede håndgribelige spøge, som havde til formål at forskrække en person.

Jeg elsker personligt en god aprilsnar, særligt dem der spreder sig i medierne. Flere af mine venner har også delt deres ynglings med mig i dag. Her er de tre sjoveste aprilsnar historier, som jeg har set i år… eller jeg håber i hvert fald det er aprilsnarre.

  1. Randers Bibliotek har lånt en bog-båd i Norge, som hele sommeren vil flyde rundt i Randers Fjord. Den kommer både til at fungere som bibliotek, turbåd og cafe. Så vidt dette ikke er en aprilsnar, så bliver jeg nød til få et sommerjob deroppe. Læs mere HER
  2. Svinepesten skal bekæmpes med et hegn ved grænsen, så vildsvinene ikke kommer til Danmark. Der vil imidlertid blevet opsat overgange med ansigtsgenkendelse, så de EU beskyttede ulve stadig kan passere over grænsen. Læs mere HER
  3. Eske Willerslev har opdigtet sin tvillingbror – Rane findes overhovedet ikke og Mette Bock ser nu muligheden for at spare mere på det offentlige område. Jeg bliver helt knust, hvis Rane ikke findes. Er en meget stor fan af ham. Læs mere HER

Fredags film #6

Det er langfredag og jeg er på vej helt ned i tempo. Er taget hjem for at holde påske med mine forældre, så dagene går med at drikke kaffe, sludre og klappe diverse dyr. Jeg forsøger også at lære mit nye spejlreflekskamera bedre at kende, men jeg synes godt nok det er svært. Den er meget følsom overfor lys og rystelser, i forhold til hvad jeg er van til med en iphone. Billederne er imidlertid så meget flottere, når det endelig lykkes at tage noget godt.

Aften skal bruges i familieskød foran flimmerkassen med et par gode film og klipfiskerne. Mangler du en god filmanbefaling, så har jeg fundet tre kærlighedsfilm på netflix, som jeg virkelig er begejstret for. De har alle tre en meget anderledes vinkling end normalt, men er fyldt med skuespillere jeg elsker. Og ja – måske er to af dem lige så meget actionfilm, som de er kærlighedsfilm.

I don’t feel at home in this world anymore (2017)

Ruth er træt af verden og mennesker der opfører sig som idioter. Denne følelse bliver kun forstærket, da der har været indbrud i hendes hjem og politiet ikke virker videre interesserede i at opklare sagen. Ruth gider imidlertid ikke at finde sig i mere og sammen med sin tossede nabo (Elijah Wood) drager hun for at straffe de skyldige, som dog er langt mere farlige end først antaget.

4 astiglas ud af 6

Down with love (2003)

Vi befinder os i New York tilbage I 1962, hvor den unge forfatterinde Barbara Novak (Renée Zellweger) netop er flyttet til storbyen. Hun har skrevet en selvhjælp bog til kvinder, om at sige nej til kærlighedsaffærer for at kunne få en karriere. Bogen bliver en kæmpe succes og ødelægger livet for den unge journalist Catcher Block (Ewan McGreger), som er van til at kunne vælte sig i damer. Han beslutter sig derfor, for at forføre den unge Barbara, for at bevise at hendes teorier ikke holder. Filmen er fyldt med klicher fra film fra 1960erne, hvilket fik mig til at fnise henrykt flere gange.

4 astiglas ud af 6

Mr. Right (2015)

Matha (Anna Kendrick) falder altid for de forkerte mænd. En dag hun er ude at handle, møder hun imidlertid den charmerende og sjove Francis (Sam Rockwell), der får hendes til at give kærligheden endnu en chance. Eneste problem er at Francis har et usædvanligt job som lejemorder og derfor er eftersøgt af CIA. Dette er en skør, tosset og helt igennem latterlig film og jeg elsker den.

5 astiglas ud af 6

Har I nogen gode ideer til hvad jeg skal se på netflix?

Ud og se med DSB

Næsten hver weekend befinder jeg mig i et tog på vej igennem Danmark. Når man er opvokset i Midt- og Vestjylland, har studiet i Århus og mange af ens venner bor i Købehavn, så rejser man meget for at se dem. Særligt når man som jeg heller ikke har kørekort og offentlig transport er en af de eneste muligheder for at komme rundt. Så vidt jeg altså ikke har tænkt mig at cykel eller gå…

I det store hele er jeg godt tilfreds med at rejse med tog. Personalet er venligt og det giver mig mulighed for at fordybe mig i en god bog, tage mig en lur eller skrive lidt på bloggen.

Jeg må dog sige, at jeg i den sidste tid har oparbejdet et anstrengt forhold til Fredericia Station. Det er egentlig ikke byen skyld, den ligger bare på et uheldigt sted i forhold til min rejse hjem til mine forældre.

Imod alt almen fornuft, er det pt. hurtigst at rejse fra Esbjerg til Aulum med offentlige transport, ved først at køre til Fredericia og derefter skifte tog og drage nordpå mod Struer. Desværre har jeg på de fire første rejser i 2018, kun kommet igennem Fredericia en gang uden problemer. Det er i disse dage en stående joke i min familie, at jeg er hjemme på et bestemt tidspunkt, hvis Fredericia vil samarbejde.

Første gang var der blade på skinnerne og vi var lettere forsinket, hvilket gjorde jeg kunne vinke farvel til min videre forbindelse. Det var en times ekstra rejsetid.

Anden gang gik selve skiftet til tog nummer to godt og vi var faktisk på vej ud af byen, da toget stoppede. Vi holdt stille i ti minutter uden at få noget af vide. Så sagde togføreren, at vi holdt stille på ubestemt tid. Ti minutter efter var han i højtaleren igen. Man havde mistanke om en personpåkørsel længere henne på sporet, så vi kunne desværre ikke køre videre. Ti minutter efter, kaldte han igen og meldte at der havde været en påkørsel af en tog bro i Vejle, som vi derfor ikke kunne køre over. Togføreren havde fået besked på at køre tilbage til Fredericia station.

Tre gang kom jeg igennem uden problemer, men i dag gik det så galt igen. Der er signalfejl på strækning fra Esbjerg og Fredericia og vi kom 10minutter for sent til at nå min forbindelse. Er ikke sur på DSB – jeg er faktisk glad for, at de sætter sikkerheden højt, men i guder hvor er Fredericia station bare kedelig.

Ventesalen er pisse kold på grund af deres kæmpe svingdøre, så man krybber tit ind i 7/11 for at få varmen. Her bruger man så for mange penge på kaffe og glitterende magasiner. Skiltene udenfor stationen er ikke nem at gennemskue: kan må hurtigt når ud og gå en tur på voldene eller op i byen og se på butikker?

De to eneste positive ting, ved at være strandet i Fredericia er, at der er et strømstik i ventesalen, så mobilen løber ikke tør for strøm. Og i modsætning til andre stationer, kan man komme ind på toiletter uden i to-kronen, da man kan sende en sms for at få toiletdøren bliver låst op.

Argh Gitte #3

Til tider er jeg udstyret med en alt for god fantasi, med et drys af godtroenhed! F.eks. fortalte en af mine kusiner mig engang, at der boede små mennesker nede i toilettet, som kunne finde på at nive mig i numsen, hvis jeg sad for længe på tønden. Jeg troede på hende; dum som jeg var.

Jeg er også bange for mørket… hvad er de hvide pletter på dette billede. Lysende vinduer bag træerne eller lysende øjne fra væsner der vil spise mig.

Denne gode fantasi og min evnen til at bilde mig selv ting ind, får mig ofte ud i nogle pinlige situationer, hvor jeg har lyst til at råbe ”Argh Gitte”. Det sker særligt ofte, når jeg bliver meget fanget af en lydbog.

I disse dage er jeg ved at høre Som pesten af Hanne Vibeke Holst. Bogen handler om hvordan en pandemisk influenza vil påvirke et moderne samfund både politisk, økonomisk og menneskeligt. Et par timer inde i bogen fik jeg feber og jeg var sikker på, at det er det første tegn på at vi (hele menneskeligheden) skal død, indenfor de næste par uger. Og ja – selvfølgelig har jeg googlet og tjekket hvad sandsynligheden er for at det sker.

En anden pinlig episode skete, mens jeg var ved at læse Stalkeren af Chris Carter. En forfatter som har skrevet nogle af de mest barske og uhyggelige bøger jeg nogensinde har læst. Bogen følger en stalker, der sniger sig ind i singlekvinders hjem og dræber dem brutalt. I et kapitel af bogen har en pige fornemmelsen af, at hun ikke er alene i hendes lejlighed. Hun leder alle værelserne igennem og finder ikke nogen. Hun bestemmer sig derfor til at ligge sig til at sove. I det øjeblik hun slukker lyset, siger en stemme ”du glemte at tjekke under sengen”.

Jeg hørte denne del af bogen, mens jeg var nede i fitness og træne. Jeg var helt opslugt, så da en kollega lagde en hånd på min skuldre, for at få min opmærksomhed, hoppede jeg en halv meter og i luften og var lige ved at tisse i bukserne.

I ren kådhed og begejstring, kom jeg til at fortælle om denne bog og episoden i fitnesscentret, til både min mor og Bibliotekaren. De har begge udnyttet denne viden på det groveste. Imens jeg var ved at læse bogen, var vi tilfældigvis hjemme og overnatte ved mine forældre efter en koncert i Herning. Soveværelserne er på 1 sal og min mor kaldte på mig, fordi jeg skulle hjælpe hende med noget. Jeg kunne ikke finde hende, da jeg var kommet på af trappen, men pludselig hoppe hun ud fra et af værelserne og skræmte livet af mig. Jeg skreg og var nær faldet over mine egne ben. Min mor og Bibliotekaren var begge to ved at dø af grin. Min mor skulle bare lige teste, om det kunne passe jeg var så nem at skræmme.

Sidenhen har Bibliotekaren også udnyttet denne viden og hver gang vi er ude og rejse, så hvisker hun om aftenen, ”Du glemte at tjekke under sengen”

Argh Gitte #2

Så den sidste uge har bare været fyldt med mange af de der oplevelser, hvor jeg bare har lyst til at slå hovedet i skrivebordet og mumle ”argh Gitte”.

  1. I går var jeg til The Killers Koncert i Royal Arena(en super fed oplevelse). Inden Bibliotekaren og jeg tog tilbage på hotellet, var vi lige en tur i bilka og proviantere lidt snacks. Her formåede jeg så at gå direkte ind i et skilt, fordi jeg blev lettere betaget af et træ lavet af slik… det var total et træ fra ”Charlie og chokoladefabrikken”, men stadig rimelig pinligt.
  2. Min genbo er pt. en byggeplads, hvor jeg kan holde øje med mange en lækker håndværker og store kraner. Er imidlertid ikke altid tilfreds med dem, f.eks. når man en mandag morgen kommer for sent på arbejde, fordi ens cykel pludselig står på den forkerte af et hegn. SERIØST! I kunne ikke lige have flyttet den cykel en meter?
  3. Så halvdelen af strømmen gik i mit køkken, mens jeg var ved at lave aftensmad den anden dag. Jeg har en af de der ældre sikringsskabe i min lejlighed, hvor man stadig selv skal skifte de keramiske sikringer. Tænkte at det kunne jeg sagtens selv finde ud af, uden at google eller ringe til min far. Fandt det sikring der var sprunget. Fik den skruet ud. Fandt en ny sikring at sætte i. Tjekkede en ekstra gang, at det var den rigtige størrelse. Kunne ikke skrue den nye sikring på plads. Tjekker at det er den rigtige sikring – jep helt ens med den jeg har taget ud. Prøver igen. Kan stadig ikke skrue den ind på plads. Kravler op på en stol, så jeg bedre kan se. Prøver igen. Kan stadig ikke skrue den på plads. Overveje om jeg har ødelagt fatningen. Overvejer at stikke min finger ind i hullet på sikringsboksen, for at se om jeg har ødelagt den. Bliver enig med mig selv om, at det er verdens dårligste ide. Tjekker igen at det er den rigtige størrelse sikring – jep helt magen til. Skruer en anden sikring ud, for at se om den kan passe i fatningen. Den skruer fint på plads. Forsøger nu at skrue den første runde hvide holder ind i det nye hul, den passer stadig ikke. Tjekker igen om det er den rigtige størrelse sikring. NEJ – selvfølgelig er det da ikke den rigtige størrelse sikring. Jeg har jo også kun tjekket det TRE gange. ARGH GITTTEEE

Har du lyst til at læse flere historie om mit håbløse uperfekte(men lykkelige liv), så kan du finde den HER.