Kategori: Film

Hvis jeg var en superheltinde

Jeg har muligvis brugt lidt for meget af weekenden i min sofa med at læse science fiction bøger og se superhelte serier. Resultatet er i hvert fald at jeg har ondt i ryggen af at sidde ned og derfor er jeg netop komme hjem efter en gåtur gennem Esbjerg mørke og lettere våde gader. Undervejs kom jeg til at fundere over, hvilken type superheltinde jeg ville være, hvis jeg have superkræfter.

  1. For det første ville jeg være en superhelt med et fantastisk soundtrack. Sådan lidt ligesom Darth Vader, vil ingen være i tvivl om at jeg var på vej ind på scenen. Musikken kunne være starten på The Devil and the Huntsman af Sam Lee.
  2. Jeg ville have et fantastisk superhelte navn – måske Gitzila eller Black Lab(eftersom Bibliotekaren mener jeg er kvart labrador: Let at begejstre og meget glad for mad. Og fordi kvindelige superhelte ofte hedder noget med black: Black Orchid, Black Cat, Black Widow, Black Canary). Og ikke mindst fordi mine forældre har den meste lækker sorte labrador i verden.
  3. Mit superheltekostume ville blandt andet bestå af en hjemmehæklet NEJ-hat og en Svend Brinkman fan t-shirt.
  4. Min superkræft ville være at kunne mærke om folk havde løjet for mig, fordi jeg er lettere mistrorisk af natur.
  5. Derudover ville jeg være den første overvægtige superheltinde nogensinde.
  6. Som mine mandlige kollegaer ville jeg havde en lille lækker sidekick (læs boy toy), der ville kunne hente min bailey kaffe, mens jeg var ved at udtænke mine planer for verdensherredømmet.
  7. Alle ville tilbede mig, fordi jeg var fantastisk og altid har ret! Hvilket jo ikke er en fantasi, men mere et faktum.

Ok – så måske vil jeg mere blive en superskurk end en superhelt, men det virker heldigvis også til at de onde har det sjovere end de gode! Jeg vil som Hel i Thor: Ragnerok nok være lidt nærtagende og generelt vred over at min “far” har fravalgt mig til fordel for min lillebror og eftersom jeg altid har ret, burde folk faktisk bare vide bedre, rette ind og følge med. Så enkelt er verden så desværre bare ikke og det er nok meget godt at jeg ikke har superevner.

Ti grunde til at skal se “King Arthur: Legend of the Sword

Så i går var Bibliotekaren og jeg i biografen. Det er vi forholdsvis tit og vi har en meget bred filmsmag. Vi ser alt fra animationsfilm, til mindre indie-ting over til superhelteserier. Personligt har jeg det med film, som jeg har det med bøger. Nogen film ser jeg, fordi jeg vil udfordres i min tankegang og andre gange handler det bare om tomhjernet underholdning.

King Arthur: Legend of the Sword er bestemt i underholdningskategorien. Kort sagt er det en fantasyfilm, der genfortæller legenden om Kong Arthur og hans riddere om det runde bord. I filmen møder vi Arthur som lille, hvor han overværer mordet på sin mor og sin far. Herefter flyder han (som en anden Moses), ned af Themsen til London, hvor han bliver reddet af en gruppe ludere, som opfostre ham. Han bliver deres beskytter og først som voksen bliver han bevist om sin kongelig ophav, efter at han trække sværdet Excalibur ud af en sten og nu skal han så ud i en dødelig kamp mod sin onkel der sidder på magten. Det er første film i en planlægge serie på seks. Filmen er imidlertid blevet sablet ned af anmelder på tværs af landegrænser, hvilket jeg ikke synes er helt fair. Så her er mine 10 grunde til at du bør se King Arthur: Legend of the Sword. 

  1. Du får muligheden for at nyde synet af en lang række af smukke og betagende mænd:
Eric Bana
Jude Law
Charlie Hunnam
Aiden Gillen
David Beckham
Craig McGinlay

 

  1. Jude Law spiller rollen som den onde onkel til Arthur i filmen. Han har hele sit liv været jaloux på sin bror der var konge og vælger derfor at få ham dræbt, så han kan få magten i landet. Han spiller rollen som sindssyg diktator helt perfekt, og når jeg ser ham henslængte på sin trone, kan min indre teenager ikke helt lade være med at falde lidt for the bad guy.
  2. Jeg elsker hvor simpel figurerne i filmen er. I modsætning til Game of Thrones eller Vikings, så er persongalleriet ikke videre komplekst eller fyldt med dybe personligheder. Misforstå mig ikke – det er fedt når ingen virkelige er gode eller onde, men det er nu også skønt med en film hvor nogen er super onde og nogen er gode, uden så mange mellemregninger.
  3. Musikken er meget dramatisk og minder mere om lydbilledet i en actionfilm end normal fantasyunivers. Lydbilledet er mere Pacific Rim end Lord of the Rings og jeg elsker det.
  4. Måden den er filmet og klippet på – der er tempo på og sære kameravinkler. Nogen gange hopper billedet så meget, at man er lige ved at blive søsyg og man kan føler man er lige ved at falde. En fed effekt.
  5. Instruktøren på filmen er Guy Ritchie. Manden bag Snatch og Sherlock Holmes-filmene med Robert Downey Jr. Kan du lide hans måde at fortælle historier på, så er jeg sikker på du også vil kunne lide denne film
  6. Som en god actionfilm fra 80erne er den fyldt med halvdårlige jokes.
  7. Jeg elsker en god kaboom-film. Sådan nogen film hvor ting eksplodere og bliver slået i stykker. Derfor så jeg både Battleship og Pacific Rim i biografen uden af fortryde det… kan ikke rigtig huske hvad de handlede om, men de var fede at se. Denne film siger også KABOOM
  8. Genfortællinger af gamle historier – jeg kan slet ikke stå for det. Lad det være eventyret om Askepot i bogen Cinder af Marissa Meyer eller Arthur-myten i denne film.
  9. Charlie Hunnam og Aiden Gillen er endelig sammen igen. Tilbage i 1999 boede jeg i England og der så jeg en tv-serie der hed Queer as Folk. Har spillede Charlie Hunnam en homoseksuelteenager der falder for en ældre fuckboy spillet af Aiden Gillen. I andre kender dem nok bedst fra henholdsvis Sons of Anarchy og Game of Thrones. Jeg vil imidlertid altid huske dem for dette

Bibliotekaren forslår at næste film i serien skal hedde Da King Arthur fik sin William, for vi mangler sgu en god fantasyhistorie med et homoseksuelpar!  Og hvem bedre til at spille dem end Charlie Hunnam og Aiden Gillen!

Sunday blues #9

Det er endnu engang søndag og tid til en gang sunday blues, men har haft så genial en uge, at jeg ikke har haft tid til at være trist! At det har været en god uge er der flere grund til, men en af dem har bestemt været min biograftur med en god veninde (fra nu af kendt som Bibliotekaren) i går. Vi knaldende to actionfilm af og tror ikke det er noget jeg har gjort siden sine teenagedage. Du burde se begge film, dog af meget forskellige grunde.

Først så vi Logan, som er den nyeste film i X-men universet. Vi befinder os i 2029 og de flest mutanter er døde. Logan(Wolverine) er blevet gammel og heler ikke længere så godt som tidligere. Han lever af at køre limousine nær den mexicanske grænse og forsøger at tage sig af Caliban og Professor X, mens han tyller alkohol indenbords. Fortiden indhenter imidlertid dem i form af en 11årig pige, men helt særlige kræfter. Det er til dato den mørkeste x-men film jeg har set – kampscenerne er enormt blodige og grafiske, heldigvis lettest den dystre stemning med små humoristiske scener. En must see, hvis man elsker de tidligere film, men husk kleenex hvis du har let til tåre.

Efter en halvtimes pause, hvor der lige var tid til at få tisset og købt nye forsyninger i kiosken, var vi tilbage i biografsalen for at se Kong: Skull Island. Og lad os bare være ærlige, der var en grund til at jeg skulle se den film i biografen og det var at Tom Hiddleston var med i den. Efter at have set den, vil jeg sige at det også var en af de eneste grunde til at man behøver at se den. Det er et ok action eventyr, men filmen bringer ikke noget virkeligt nyt med til historien om den gigantiske abe.

Har imidlertid ikke rigtig regnet ud hvorfor jeg er så betaget af Tom Hiddleston, som i bund og grund bare er en ”pasty white british dude”. Bibliotekaren har imidlertid påpeget, at han på en eller anden måde har enorm meget swag og det er skønt bare at se ham kommer gående imod dig på et filmlærred. Derudover har han en enorm lækker stemme og han kan tale om hvad som helst og jeg ville med glæde lytte med. Her taler han f.eks. om matematik og jeg finder det enormt interessant lige pludselig. Hvorfor har han ikke indtalt en bog endnu…

Glædelig søndag, håber jeres har været ligeså dejlig som min.

Sunday blues #7

Det er søndag og det betyder normalt at jeg har lidt sunday blues men ikke i dag. Jeg skal nemlig ikke på arbejde i morgen og hele natten skal bruges i biografen sammen med gode venner. Det er nemlig blevet tid til Oscar uddelingen og jeg skal for første gang opleve det i en af Nordisk film biografer. Jeg har forbedret mig grundigt: fået en god middagslur og været på en længere pokémon jagt i lorte vejr. Så nu kan jeg med god samvittighed spise en masse slik, mens jeg nyder flotte kjoler, dejlige mænd i smoking og forhåbentlig nogle mindeværdige taler. Aftenen starter ud med at vi skal se filmen La la Land, som jeg er spændt på endelig at se. Det er jo altid lækkert at kigge på Ryan Gosling i et par timer.

Problemet har imidlertid været, at jeg ikke helt har kunne blive enig med mig selv om, hvad tøj jeg skulle have på. Har hørt at nogen møder op i flotte kjoler, som om de selv er klar til at gå ned af den røde løber. Sådan en påklædning ville kalde på make-up. Dette giver dog problemer, eftersom jeg kommer til at gnide mig meget i øjnene, når jeg bliver træt og så er der dømt pandaøjne. Andre møder mere eller mindre op i deres nattøj. I modsætning til andre kvinder er jeg ikke nuttet i mit nattøj, men ligner nærmere en sindsforstyrret hjemløs, så det virker heller ikke oplagt. Jeg er endt med at tage mellemvejen og fundet en hverdagskjole og en super blød sweater.

Nu er spørgsmålet så hvad jeg ellers skal pakke? Fortryder jeg at tage af sted uden en læbepomade, håndcreme eller måske ligefrem et tæppe. Så vidt jeg spiser popcorn, burde jeg så tage tandtråd med, hvis det sætter sig fast imellem mine tænder. Min søndag er om noget fyldt med first world problems.

Fredags film #6

Ved ikke med jer, men jeg er ofte smadret når jeg kommer til fredag. Luften er gået af ballonen og det er skønt at se frem til et par dage uden de store planer hverken privat eller arbejdsrelateret. Sådan en aften kalder sofaen på mig og jeg ligger pt henslængt og nyder en af mine ynglings film Love Actually. Har genset den et udtal af gange og jeg bliver aldrig træt af den… det skader jo heller ikke at den er fyldt med alle mine ynglings engelske skuespillere.

Derfor blev jeg også ekstra glad, da jeg hørte at man er ved af filme anden del! Endelig får vi at vide hvad der er sket med flere af vores par og muligvis får vi endnu en indpakningsscene som denne, dog uden Alan Rickman.

Desværre er det kun en kortfilm i forbindelse Red Noses Day i England, men lidt er bedre end intet. Jeg glæder mig hvert fald som et lille barn.

Med nu vil jeg forlade jer og nyde synet af Hugh Grant danse rundt! Hvad er jeres ynglings scene fra filmen?

Fredags film #5

På en lørdag! Men OMG – lige om lidt er det endnu engang tid til at se Oscar uddelingen! Og jeg glæder mig virkelig til en hel nat med flotte kjoler, mænd i smoking og ikke mindst en masse filmpriser. Jeg er så heldig, at jeg skal nyde hele natten i biografen, sammen med en gruppe af veninder og jeg kan næste ikke vente.

Der er imidlertid et mindre problem, man kan nemlig ikke rigtig nyde Oscar uddelingen, uden at have set en del af de film som er nominerede. Så jeg har været i gang med lidt research, for at finde ud af hvad jeg bør se inden. Problemet er imidlertid at jeg nu ikke kun er faldet over en masse Oscarfilm, jeg gerne vil se i februar, men også en masse andre film jeg bare gerne vil se. Så her er fem film, jeg håber at nå at se i biografen i februar.

En af de første jeg faldt over er Underverden: en ny dansk actionfilm skrevet og instrueret fra Fenar Ahmad. Hovedpersonen hedder Zaid: Han er uddannet læge, har en lækker lejlighed og venter sit første barn med sin kæreste. Desværre går det ikke så godt for hans lillebror, som ender med at blive banket ihjel, dagen efter at Zaid ikke vil låne ham penge. Zaid vender herefter tilbage til det hårde bandemiljø i København, for at tage hævn på dem, der dræbte hans bror.

En anden film om familierelationer, som jeg bare skal se, er Lion med blandt andet Nicole Kidman på rollelisten. Filmen handler om en femårig dreng, som bliver væk fra sin familie i Indien og ender med at blive adopteret af en familie i Australien. 25år senere tager han ud på en rejse, for at genfinde sin familie. Denne rejser kommer ikke kun til at påvirke den unge mand hårdt, men også hans nye familie. Lion er nomineret til 6 oscars.

Nogen gange har man bare brug for en hjernedød film, som man kan spise masser af popcorn til. The Great Wall fremstår som en total dum fantasy actionfilm, som er en genre jeg bare elsker. Europæiske lejesoldater er taget til Kina for at få fingre i opskriften på krudt. Da de når til den kinesiske mur opdager de imidlertid at dette bygningsværk ikke blot er der for at beskytte Kina mod mongolerne, men derimod også mod horder af uhyrer der til stadighed angriber dem.

En dag hvor jeg gerne vil blive rørt, regner jeg med at tage ind og se den amerikanske film Moonlight, som er nomineret til 8 oscars. Filmens omdrejningspunkt er en sort mand, som vi møder som barn, teenager og voksen. Han er opvokset i et hårdt miljø i Miami, hans mor er stofmisbruger og det tætteste han er på en stabil voksen er den lokale narkohandler. Hans mål er at slutte fred med sin fortid, acceptere sin seksualitet og finde sin plads i verden.

Sidst med ikke mindst er der La La Land, som er nomineret til ikke mindre en 14 oscars, hvilket er det sammen som Titanic var i sin tid. Det er en musical med Ryan Gosling, der spiller en arbejdsløs jazzmusikant og Emma Stone der spiller en kvinde der ønsker at blive skuespiller. De to slår pjalterne sammen for at nå deres drømme. Jeg har det svært med musicalfilm, men jeg er meget glad for at se på Ryan Gosling mens han danser, så det er et must.

Har virkelig også lyst til at se Split og Lego Batman Movie, men tvivler på at jeg når de 6 andre og disse kan vente til de kommer på netflix.

Er der film du bare skal se i februar?

Sunday blues #5

Ligger henslængt i min sofa og er yderst udmattet efter weekendens aktiviteter. Jeg har haft gæster siden fredag, hvilket altid er skønt. Der har været masser af lækkert mad, brætspil og lange gåture i kulden for at fange pokémons. Faktisk var der et mad dash tidligere i dag, da vi opdagede at pokémonen Doduo var 100meter fra min lejlighed. Så ja – hvis du så en tosse i nattøj løbe rundt i gågaden i Esbjerg med to iphones i hånden ved en 11tiden, så var det bare mig. Ja, de fredelige mennesker der var ude på søndagstur kiggede sært på mig, men hvad gør det, når man fik fanget en pokémon man manglede.

Men selv om jeg elsker at have gæster, så er min introverte side total klar til at få lejligheden for mig selv igen. Imidlertid er det desværre ikke helt endt, som jeg kunne have håbet. Mit toilet hyler, sådan virkelig hyler når man trækker ud. Jeg har undret mig over hvad problemet var, men min udlejer mener ikke det er mærkeligt. Heldigvis har en af weekendens gæster, kommet med den perfekte forklaring. Det er fordi Moaning Myrtly (Hulkende Hulda) fra Harry Potter bøgerne er flyttet ind i mit toilet og man må jo sige at det er en indlysende forklaring. Kan ikke sige jeg er overlykkelig over, at have fået en roommate og slet ikke en, der larmer så meget og som altid vil snakke om sine åndsvage problemer med mænd. Det er dog svært at smide en hende på gade – man kan nemlig ikke rigtig snakke alvorligt til hende, uden at hun begynder at græde.

Så det er endnu engang søndag og det er synd for mig, så derfor har jeg fundet et par ting, der kan få min til at smile.

Min hjerne kan ikke rumme så meget, efter en helt weekend sammen med andre mennesker. Normalt ville jeg krybbe ind i et hjørne med en bog og nyde stilheden, men kan ikke rigtig koncentrere mig om det. Derfor har jeg nydt en del afsnit af serien The Carrie Diaries, som er en form for prolog til Sex and the City. Har du brug for en intetsigende teenageserie, der minder lidt om Sex and the City, ville dette være et perfekt valg for dig.  Den er særlig god, hvis du elsker serier du kan følge med i, samtidig med at du tjekker sociale medier på din telefon.

Jeg har f.eks. sat og hjertet ting på instagram, hvilket er et relativt nyt medie for mig (du kan finde mig under navnet gittes_monologer). Jeg er pt. særlig glad for de ting, som den norske skuespillerinde Ulrikke Falch(Vilde fra SKAM) poster derinde(STOP STOP STOP – har du ikke set SKAM endnu, så stop med at læse nu og få set den serie!… dette er en ordre). Flere i min omgangskreds, er blevet ved med at snakke om Falchs profil og jeg har endelig været inde og tjekke den ud og hold nu kæft hvor er den sjov. Falch har skabt et helt perfekt lille univers, hvor hun igennem humor tvinger os til at sætte spørgsmålstegn ved vores brug af sociale medier. Hun er genial!!! Er særlig begejstret for hendes video omkring hvordan du kan bruge make-up, til at få det til at se ud, som om du har større bryster.

Ellers bruger jeg mest instagram til at kigge på de billeder andre folk har taget af deres bøger #bookstagram

Håber I har haft en god weekend derude!

Gravøl for Alan Rickman

I dag har mit liv kredset rundt om Harry Potter universet og jeg har både genset en enkelt film og lyttet til den første lydbog i serien. Dette er sket mange gange siden jeg opdagende disse fantastiske bøger tilbage i 1999, mens jeg boede i London. I dag er mine tanker imidlertid ikke vandret derhen af sig selv, men fordi det er et år siden en af min absolutte ynglings skuespiller Alan Rickman døde af kræft.

Alan Richman vil altid holde pladsen, som både min ynglings filmskurk (i såvel Harry Potter, Die Hard og Robin Hood) og min ynglings helt (i Harry Potter og Fornuft og følelser) og hvem kan glemme ham som stemmen på den deprimerede robot Marvin i A hitchhiker’s guide to the galaxy. Du kan se flere klip fra hans film her.

Kan huske at jeg for første gang blev betaget af ham i Robin Hood, hvor han spiller en helt fantastisk skurk. Kunne langt bedre lide ham end Kevin Costner eller de andre helte i filmen. Han var passioneret og gav rollen masser af humor og varme. Derefter blev jeg bevist om at det også var ham, der spillede skurken i actionfilmen Die Hard, som jeg på daværende tidspunkt havde genset over 50gange. Her var han snedig og beregnende – på en måde jeg ikke havde set før. Og så var der hans stemme.

Jeg blev så glad, da jeg hørte at netop Alan Rickman skulle spille Severus Snape, da jeg altid har forstille mig ham i den rolle. SÅ i stedet for at bruge i dag på at blot at gense hans film, har jeg udnyttet at hele Harry Potter serien, indtalt af Stephen Fry, endelig er kommet på storytell. Så jeg har grinet over endnu et møde med den første Harry Potter bog og forelsket mig i antihelten Severus Snape igen.

Må du hvile i fred Alan Rickman!

 

Fredags film #4

I dag er det fredag den 13 og selvom det er totalt irrationelt, gør det mig lettere bekymret for om der er en sindssyg massemorder på vej ind i af min hoveddør. Ja – jeg ved godt det ikke giver mening, men jeg er også bange for at vareulvene vil angribe mig, når der er fuldmåned. Og ja ja, jeg ved selvfølgelig godt at der ikke findes vareulve, men man behøver jo ikke at udfordre skæbnen.

Derfor skal jeg ikke bruge aften at gipse af rædsel over gyserfilm, men er derimod gået på opdagelse i netflix gode udvalg af film fra 80erne og fundet en håndfuld som jeg elsker og som I måske ikke vidste fandtes i netflixs base.

Det tætteste vi kommer til en gyser på listen er Gremlins, men jeg ser den nu mere som en humoristisk film, som bestemt er underholdende for hele familien. Filmen handler om en dreng der får et usædvanlig kæledyr i julegave af sin far. Den yngler desværre en større gruppe af skræmmende og gruopvækkende væsner, som sætter den stille familie på den anden ende.

Genså for et par år siden Goonierne med min nevø og den holder stadig. Både for mig og for en knægt på en 13år. Har du lidt svært ved at huske denne film, så handler den om en gruppe børn der finder et skattekort og herefter drager ud på eventyr for at finde en sørøverskat. Steven Spielberg er bag filmen og den er fyldt med humør og billedmæssige flotte scener.  Har du tweens børn, så nyd’ den med dem.

Er man mere til en romantisk komedie, vil jeg helt sikker vælge den originale Footloose. Det skyldes nok mest at jeg i mange år har haft et kæmpe crush på Kevin Bacon og jeg elsker at se ham danse rundt i denne film og være lækker. Det eneste der kunne gøre denne film bedre, ville være hvis Tom Hiddleston lavede en genindspilning med sig selv i hovedrollen, om end han måske er lidt gammel til at spille gymnasieelev… men gud hvor er han lækker (kom lige til at gense denne trailer 5gange i træk).

En anden fyr jeg har haft et celebrity crush på(da jeg var barn) var den vietnamesiske dreng( ja han er også med i Goonierne) fra Indiana Jones & templets forbandelse. Elskede virkelig denne film, da jeg var tween og jeg genså den del hvor de spise levende slanger og var de er omringet af klamme insekter igen og igen. Ikke fordi jeg synes det var lækkert, men det var så klamt og min veninde og jeg elsker at væmmes over hvor afskyelige de scener var.

Den type film som jeg imidlertid elsker højest fra 80erne og 90erne er humoristiske action komedier som Die Hard og Frækkere end politiet tillader. Derfor blev jeg også begejstret da jeg så, at netflix havde 48 timer med Nich Nolte og Eddie Murphy overfor hinanden som den barske politimand og den frækker forbryder. SÅ nu vil jeg sige godnat og nyde denne film!

Fredags film #3

Nogen gange føler jeg mig gammel og halvsur – særlig på en fredag i et tog, hvor man er fanget med flere grupper teenagere, som er på vej til fest med deres plastikposer fyldte med mokai. Gudskelov for at jeg har hovedtelefoner, så jeg kan nyde en film i stedet for at lytte på deres scoretricks længere end højest nødvendigt.

Har du smidt dig i sofaen eller er du også fanget i et Arriva tog, så er der her lidt filmanbefalinger.

Jeg elsker simpelthen dokumentere! Faktisk elsker jeg dem så meget, at mange er mine venner er ved at blive trætte af det, fordi jeg næste dagligt starter en samtale ” Jeg har lige set en dokumentar om …”. Og nej, jeg er ikke ligefrem kritik i forhold til emnevalg. I denne uge har jeg set dokumentere om alt fra den Amanda Knox over Gangsterrap til Cubas historie.

Den dokumentar der har rørt mig mest var imidlertid dokumentaren Den 13 forfatningsændring, som du kan finde på Netflix. Den handler om det amerikanske fængselssystem og om hvordan et land med 4 procent af verdens befolkning har over 22 procent af verdens fængselsindsatte. Vidste I at 41procent af unge i U.S.A. har været anholdt inden de er 23år gamle – det er virkeligt ekstremt. Vil imidlertid advare, at så vidt du er fan af Bill Clinton og ønsker du at blive ved med det, så lad være med at se denne film… hans stjerne hos mig er virkelig faldet og jeg må sige at jeg godt kan forstå at de sorte ikke stod i kø for at stemme for endnu en Clinton. Har du ikke tid til at se en helt film, så vil jeg foreslå at du ser denne youtube-video på 4 minutter, som giver en kort indblik i hele problematikken.

Denne dokumentar får 6 astiglas ud af 6

Efter denne dokumentar var jeg nød til at se en af mine ynglings film En verden udenfor(The Shawshank Redemption) som også kan findes på netflix. En verden udenfor er historie om manden Andy Dufresne, som bliver dømt til livstid i fængsel for mordet på sin kone og hendes elsker, efter at han ikke kan bevise sin uskyld. Han bliver placeret i Shawshank fængslet, hvor han får et tæt venskab med manden Red, som er vores fortæller igennem filmen. Det er til tider en meget dyster film, der fremstiller nogle af de mørke sider af amerikanske fængsel system. Samtidig er det dog også en historie om håb og menneskelig tålmodighed. Jeg kan bestemt også anbefale, at man læser den novelle som filmen er bygget på og som er skrevet af gyserforfatteren Stephen King (bogen kan desværre ikke købes på dansk længere, men kan lånes på biblioteket.)

Denne film får 6 astiglas ud af 6