Måned: marts 2018

Fredags film #6

Det er langfredag og jeg er på vej helt ned i tempo. Er taget hjem for at holde påske med mine forældre, så dagene går med at drikke kaffe, sludre og klappe diverse dyr. Jeg forsøger også at lære mit nye spejlreflekskamera bedre at kende, men jeg synes godt nok det er svært. Den er meget følsom overfor lys og rystelser, i forhold til hvad jeg er van til med en iphone. Billederne er imidlertid så meget flottere, når det endelig lykkes at tage noget godt.

Aften skal bruges i familieskød foran flimmerkassen med et par gode film og klipfiskerne. Mangler du en god filmanbefaling, så har jeg fundet tre kærlighedsfilm på netflix, som jeg virkelig er begejstret for. De har alle tre en meget anderledes vinkling end normalt, men er fyldt med skuespillere jeg elsker. Og ja – måske er to af dem lige så meget actionfilm, som de er kærlighedsfilm.

I don’t feel at home in this world anymore (2017)

Ruth er træt af verden og mennesker der opfører sig som idioter. Denne følelse bliver kun forstærket, da der har været indbrud i hendes hjem og politiet ikke virker videre interesserede i at opklare sagen. Ruth gider imidlertid ikke at finde sig i mere og sammen med sin tossede nabo (Elijah Wood) drager hun for at straffe de skyldige, som dog er langt mere farlige end først antaget.

4 astiglas ud af 6

Down with love (2003)

Vi befinder os i New York tilbage I 1962, hvor den unge forfatterinde Barbara Novak (Renée Zellweger) netop er flyttet til storbyen. Hun har skrevet en selvhjælp bog til kvinder, om at sige nej til kærlighedsaffærer for at kunne få en karriere. Bogen bliver en kæmpe succes og ødelægger livet for den unge journalist Catcher Block (Ewan McGreger), som er van til at kunne vælte sig i damer. Han beslutter sig derfor, for at forføre den unge Barbara, for at bevise at hendes teorier ikke holder. Filmen er fyldt med klicher fra film fra 1960erne, hvilket fik mig til at fnise henrykt flere gange.

4 astiglas ud af 6

Mr. Right (2015)

Matha (Anna Kendrick) falder altid for de forkerte mænd. En dag hun er ude at handle, møder hun imidlertid den charmerende og sjove Francis (Sam Rockwell), der får hendes til at give kærligheden endnu en chance. Eneste problem er at Francis har et usædvanligt job som lejemorder og derfor er eftersøgt af CIA. Dette er en skør, tosset og helt igennem latterlig film og jeg elsker den.

5 astiglas ud af 6

Har I nogen gode ideer til hvad jeg skal se på netflix?

Ud og se med DSB

Næsten hver weekend befinder jeg mig i et tog på vej igennem Danmark. Når man er opvokset i Midt- og Vestjylland, har studiet i Århus og mange af ens venner bor i Købehavn, så rejser man meget for at se dem. Særligt når man som jeg heller ikke har kørekort og offentlig transport er en af de eneste muligheder for at komme rundt. Så vidt jeg altså ikke har tænkt mig at cykel eller gå…

I det store hele er jeg godt tilfreds med at rejse med tog. Personalet er venligt og det giver mig mulighed for at fordybe mig i en god bog, tage mig en lur eller skrive lidt på bloggen.

Jeg må dog sige, at jeg i den sidste tid har oparbejdet et anstrengt forhold til Fredericia Station. Det er egentlig ikke byen skyld, den ligger bare på et uheldigt sted i forhold til min rejse hjem til mine forældre.

Imod alt almen fornuft, er det pt. hurtigst at rejse fra Esbjerg til Aulum med offentlige transport, ved først at køre til Fredericia og derefter skifte tog og drage nordpå mod Struer. Desværre har jeg på de fire første rejser i 2018, kun kommet igennem Fredericia en gang uden problemer. Det er i disse dage en stående joke i min familie, at jeg er hjemme på et bestemt tidspunkt, hvis Fredericia vil samarbejde.

Første gang var der blade på skinnerne og vi var lettere forsinket, hvilket gjorde jeg kunne vinke farvel til min videre forbindelse. Det var en times ekstra rejsetid.

Anden gang gik selve skiftet til tog nummer to godt og vi var faktisk på vej ud af byen, da toget stoppede. Vi holdt stille i ti minutter uden at få noget af vide. Så sagde togføreren, at vi holdt stille på ubestemt tid. Ti minutter efter var han i højtaleren igen. Man havde mistanke om en personpåkørsel længere henne på sporet, så vi kunne desværre ikke køre videre. Ti minutter efter, kaldte han igen og meldte at der havde været en påkørsel af en tog bro i Vejle, som vi derfor ikke kunne køre over. Togføreren havde fået besked på at køre tilbage til Fredericia station.

Tre gang kom jeg igennem uden problemer, men i dag gik det så galt igen. Der er signalfejl på strækning fra Esbjerg og Fredericia og vi kom 10minutter for sent til at nå min forbindelse. Er ikke sur på DSB – jeg er faktisk glad for, at de sætter sikkerheden højt, men i guder hvor er Fredericia station bare kedelig.

Ventesalen er pisse kold på grund af deres kæmpe svingdøre, så man krybber tit ind i 7/11 for at få varmen. Her bruger man så for mange penge på kaffe og glitterende magasiner. Skiltene udenfor stationen er ikke nem at gennemskue: kan må hurtigt når ud og gå en tur på voldene eller op i byen og se på butikker?

De to eneste positive ting, ved at være strandet i Fredericia er, at der er et strømstik i ventesalen, så mobilen løber ikke tør for strøm. Og i modsætning til andre stationer, kan man komme ind på toiletter uden i to-kronen, da man kan sende en sms for at få toiletdøren bliver låst op.

Argh Gitte #3

Til tider er jeg udstyret med en alt for god fantasi, med et drys af godtroenhed! F.eks. fortalte en af mine kusiner mig engang, at der boede små mennesker nede i toilettet, som kunne finde på at nive mig i numsen, hvis jeg sad for længe på tønden. Jeg troede på hende; dum som jeg var.

Jeg er også bange for mørket… hvad er de hvide pletter på dette billede. Lysende vinduer bag træerne eller lysende øjne fra væsner der vil spise mig.

Denne gode fantasi og min evnen til at bilde mig selv ting ind, får mig ofte ud i nogle pinlige situationer, hvor jeg har lyst til at råbe ”Argh Gitte”. Det sker særligt ofte, når jeg bliver meget fanget af en lydbog.

I disse dage er jeg ved at høre Som pesten af Hanne Vibeke Holst. Bogen handler om hvordan en pandemisk influenza vil påvirke et moderne samfund både politisk, økonomisk og menneskeligt. Et par timer inde i bogen fik jeg feber og jeg var sikker på, at det er det første tegn på at vi (hele menneskeligheden) skal død, indenfor de næste par uger. Og ja – selvfølgelig har jeg googlet og tjekket hvad sandsynligheden er for at det sker.

En anden pinlig episode skete, mens jeg var ved at læse Stalkeren af Chris Carter. En forfatter som har skrevet nogle af de mest barske og uhyggelige bøger jeg nogensinde har læst. Bogen følger en stalker, der sniger sig ind i singlekvinders hjem og dræber dem brutalt. I et kapitel af bogen har en pige fornemmelsen af, at hun ikke er alene i hendes lejlighed. Hun leder alle værelserne igennem og finder ikke nogen. Hun bestemmer sig derfor til at ligge sig til at sove. I det øjeblik hun slukker lyset, siger en stemme ”du glemte at tjekke under sengen”.

Jeg hørte denne del af bogen, mens jeg var nede i fitness og træne. Jeg var helt opslugt, så da en kollega lagde en hånd på min skuldre, for at få min opmærksomhed, hoppede jeg en halv meter og i luften og var lige ved at tisse i bukserne.

I ren kådhed og begejstring, kom jeg til at fortælle om denne bog og episoden i fitnesscentret, til både min mor og Bibliotekaren. De har begge udnyttet denne viden på det groveste. Imens jeg var ved at læse bogen, var vi tilfældigvis hjemme og overnatte ved mine forældre efter en koncert i Herning. Soveværelserne er på 1 sal og min mor kaldte på mig, fordi jeg skulle hjælpe hende med noget. Jeg kunne ikke finde hende, da jeg var kommet på af trappen, men pludselig hoppe hun ud fra et af værelserne og skræmte livet af mig. Jeg skreg og var nær faldet over mine egne ben. Min mor og Bibliotekaren var begge to ved at dø af grin. Min mor skulle bare lige teste, om det kunne passe jeg var så nem at skræmme.

Sidenhen har Bibliotekaren også udnyttet denne viden og hver gang vi er ude og rejse, så hvisker hun om aftenen, ”Du glemte at tjekke under sengen”