Jeg er så træt. Træt på den måde, hvor man bare sidder og kigger ind i en computerskærm i 5minutter, uden at en eneste tanke går igennem ens hoved. Så træt at man selv efter en god nats søvn og en længere lur overvejer at få et direkte drop af kaffe lagt ind i sin arm. Træt med træt på. Totalt brugt. Smadret.

Hvorfor er jeg træt? I mandags startede jeg i et nyt job og det har totalt zappet hele mit overskud. Der er så mange nye mennesker, man skal lærer at kende. Alle de uskrevne regler man skal have lært. Og ja… så skal jeg også forsøge bare at lyde lettere intelligent, når jeg bliver spurgt om noget og helst ikke blive fanget i at tage en lur med åbne øjne på min kontorplads.  

Hvad er det så for et nyt job? Jamen jeg er så heldig at være blevet børnekulturformidler (aka glorificeret børnebibliotekar) ved Vejen Kommunes Biblioteker. Et job hvor jeg blandt andet skal være med til at skabe et større samarbejde mellem kommunens biblioteker og folkeskoler og styrke læselyst generelt. Det bliver super spændende og alle på arbejdspladsen er vildt flinke!

Flytter du så? Nej – jeg bliver i Esbjerg og bliver en del af pendlerfællesskabet. Togrejsen mellem Esbjerg og Vejen tager en lille halv time. Så cirka en times ekstra læsetid om dagen eller hvis vi skal være ærlige… en time ekstra til at lege med min mobiltelefon. Forhåbentligt betyder det så i det mindste at jeg bliver mere aktiv på instagram igen. Kunne jo indføre et nyt hasttag ”ugenstogbog”.

Kan vi så forvente flere opdateringer på bloggen? Ville virkelig gerne sige ja – men det sidste års indlæg er vist ikke meget andet end undskyldninger for at jeg har været væk længe og at jeg nok snart skal blive bedre til at opdatere herinde. Så jeg lader lige være med at love for meget.