Litteraturhistorie anses ofte som meget støvet og noget vi gemmer og glemmer efter vores gymnasietid. Romaner, fortællinger, digte og des lignende siger imidlertid utrolig meget om os som mennesker og samfund. Gennem mine foredrag ønsker jeg at give deltagerne ny viden, et smil på læben og ikke mindst en lyst til nye læseoplevelser. 

Du kan læse mere om hvad oplæg jeg afholder pt længere nede på siden. Jeg kommer også gerne ud på f.eks. biblioteket og i læsekredse med inspiration til gode læseoplevelser!

Er du interesseret i at høre nærmere, kan jeg kontaktes på kontakt@gittesmonologer.dk

Jane Austen

Jane Austen skrev for 200år siden en række bøger om unge kvinders jagt på en god ægtemand. Romaner der i dag bliver læst og genfortalt i langt højere grad end sin samtid. Hvordan blev en selvudnævnt pebermø til verdens største kærlighedsforfatter? Og hvorfor er hun stadig populær i dag? 

Foredraget giver et humoristisk indblik i Jane Austen, hendes samtid og en mulig forklaring på hvorfor hendes romaner stadig holder i dag. 

Shelley, Austen og 3 gange Brontë 

Mary Shelley kom på ideen til Frankenstein, da hun var blot 18 år gammel. Det var en kold sommerdag i Schweiz, hun var påvirket af opium og på flugt med sin gifte elsker. Jane Austen skrev en række humoristiske bøger om kvinders jagt på en god ægtemand, selvom hun aldrig selv blev gift. Søstrene Brontë lagde et af kimene til den engelske kvindekamp, men forlod sjældent deres familiehjem. 

Disse fem kvinder levede nogenlunde samtidigt og skabte et kæmpe skred i litteraturhistorien, men hvorfor skete det på dette tidspunkt og i England?

Den moderne dagslejer

Kært barn har mange navne. Det har arbejderen også haft lige siden kapitalismen har sat dagsordenen. Arbejdsklassen, dagslejeren, proletariatet, de ufaglærte og prekariatet. Mange navne, men hvad dækker de egentligt over og hvem er menneskene bag? 

Foredraget kaster et blik på hvordan arbejderen er blevet beskrevet i dansk litteratur siden det moderne gennembrud og frem til i dag, med særlig fokus på den nye sociale klasse prekariatet. 

Det moderne gennembrud på kanten

Herman Bang er i nutiden indbegrebet af Det moderne gennembrud, men i samtiden blev han set som en enegænger, der ikke var inviteret med ind i de populæres klub. Han var homoseksuel, overdrevet og selvglad, men samtidig en litterær mester og en revolutionær stemme indenfor dansk journalistik.  

Vi tager et nærmere kig på tiden omkring Det moderne gennembrud fra Herman Bangs ringhjørne, med fokus på anekdoter, den vildeste sladder og intellektuel mudderkastning.