dannebrog

De sidste dage har mange diskuteret, hvad det kræver at være en rigtig dansker. Ifølge dansk statistisk er jeg en rigtig dansker, fordi mine forældre er danskere og jeg selv er dansk statsborger. Var mine forældre nu indvandrere til Danmark, så ville jeg være en efterkommer, også selvom jeg havde dansk statsborgerskab. At være dansker kræver altså, at man mindst har en dansk forældre… Juridisk set er du imidlertid dansker, hvis du er dansk statsborger og registeret i folkeregisteret. Er du forvirret, for det er jeg.

I går brugte jeg det meste af dagen sammen med min familie til fætter/kusine fest. Det er længde siden jeg har været til en sammenkomst, der kunne tilfredsstille så mange af dansk folkepartis våde drømme. Menu stod primært på gris og andre danske specialiteter. Marinerede sild, frikadeller, leverpostej, nakkekam, bacon, bajere, snaps, brun sovs og masser af rugbrød og kartofler. Dertil var der selvfølge også kage og bailey til kaffen og meget andet godt.

Selvfølgelig havde vi også fat i slægtsbøgerne. Det var midt under denne hygge, at jeg nok fik et af de største chok i mit liv. Min mors familie har boet i tre nabosogne de sidste 500 år – ergo jeg er nok i familie med det meste af min barndomsby, bare vi kommer langt nok ud. Tvivler på der er mange tyrkiske bjerghyrder, som kan påstå det samme… ikke fordi det er noget at være stolt af.

Blev helt lettet da jeg kom hjem og kiggede lidt i slægtsbogen fra min fars side. Den går tilbage til 1709, som er fødselsåret for Johan Friderich Kiilerich, der indvandrede fra Tyskland og som blev gift i København i 1749. Han boede det meste af sit voksenliv i Thisted, hvor han arbejde som sadelmager og han gik under tilnavnet Kiilerich, fordi han altid gik rundt og fortalte alle at han kom fra Kiel og at han var stolt over det. Tilsyneladende kommer alle danske Kiilerich’er fra denne ene mand

Kan ikke lade være med at tænke på, hvad Johan synes om sine efterkommere og vores holdninger til de såkaldte ”velfærdsflygtningene”. Alt tyder på at Johan selv kom til Danmark for at prøve lykken og fordi der var større mulighed for at tjene penge her end i hans hjemland. Han indvandrede altså ikke på grund af nød, men fordi han ville optimere sin muligheder.

Min oldefars bror drog til Canada, for at prøve lykke og fordi han fik mulighed for at få sit eget stykke jord helt gratis. Han boede i en lerhule de første mange år og hans bedste ven var en stinkdyr. En ung mand der dragende ud i verden til et sted med større muligheder. Ikke fordi han led nød i sit hjemland, men fordi han ville optimere sine muligheder.

Der er tilsyneladende ingen kvinder i min slægt, som er draget ud i verden for at prøve lykke. Ingen af de mænd, som er draget afsted har taget kvinder med på turen. Dette minder igen meget om de ”velfærdsflygtninge”, som kommer til Danmark lige nu.

Måske skal vi passe på at blive alt for høje i hatten og lade hverdags racismen flytte ind i vores hjem. Måske skal vi i stedet kigge lidt bagud og forstå hvor vi selv kommer fra og hvordan vores slægt er blevet til. Måske vil dette give os en større forståelse af nutiden.

For hvad ville det danske frokostbord være uden rugbrød? Lavet af en rug, som tidligere blev anset for ukrudt på hvedemarkerne. En ukrudt vi havde fået med hjemfra vores rejser i de baltiske lande tilbage ved Jesus fødsel. Hvad ville julen være uden juletræet, som er opfundet af tyskerne. Ville vi overhovedet holde jul, hvis vi ikke havde en statsreligion, som vi har importeret fra Mellemøsten.

Måske skulle vi holde kæft og anerkende at Danmark og det at være dansk aldrig har været en ting eller et konstant begreb. Tag jer nu sammen danskere, om I er hvide, sorte, grønne eller grå.

P.S. Og hey Dansk Folkeparti – jeg vil for resten havde Dannebrog og hundehvalpene tilbage, de tilhører ikke jer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.