Det kommer nok ikke som en overraskelse for nogen herinde, at jeg er rimelig fascineret af kønne mænd og jeg bruger en del tid på at salve over dem. Man behøver imidlertid ikke have en six pack eller en engelsk accent for at jeg finder en person interessant. Man behøver heller ikke være af han-køn. For de personer, som jeg virkelig er betagende af og som jeg ser som mine helte, handler det langt mere om deres intellekt end deres udseende.

Jeg har hørt mange sige, at man skal være varsom med at møde sine helte, fordi man kan blive slemt skuffet. Jeg har imidlertid mødt tre af mine og jeg har bestemt ikke ændret mening om dem, efter vores møder, men nærmest blevet endnu mere betaget af dem.

Så vidt man har fuldt bloggen igennem længere tid, vil man vide at jeg er meget betaget af litteraturkritiker Klaus Rothstein. Faktisk er jeg så meget fangirl af ham, at jeg til bogforum sidste år fik taget en selfie sammen med ham. Flere kollegaer har spurgt mig, hvorfor jeg er så betaget af denne ældre mand og ikke ligefrem er i liga de fleste hollywoodmænd. Svaret er at det handler om intellektet og ikke mindst evnen til at formidle sin viden videre til andre.  Rothstein er min helt, fordi han formår at formidle ny skandinavisk litteratur til mig, på en måde hvor jeg gerne vil læse det. Dette ser jeg virkelig som en superhelteevne, eftersom jeg er normalt er alt for interesserede i vareulve og drager til at læse bøger af skandinaviske overuddannede akademikere. Det var f.eks. igennem en af hans artikler i Weekendavisen, at en veninde og jeg for første gang stiftede bekendtskab med den norske forfatter Erlend Loe. Og jeg forfølger gerne Rothstein rundt på Bogforum, fordi han ofte interviewer forfattere jeg ikke altid kender, men som skriver interessante bøger. For et par uger siden, var jeg så heldig at være til foredrag med ham i Esbjerg, hvor han talte om flygtningekrisen og hvordan den påvirker Europas identitet lige nu. Det var vildt spændende, og bagefter fik vi en snak omkring hvad der er litteratur kan give os og hjælpe os med, når vi står over for så komplekse problemstillinger. Så skønt!

Kim Leine er den første forfatter jeg nogensinde har interviewet! En kollega havde spurgt om jeg ville gøre det og jeg har sagt ja i allerbedste Pippi-stil. Det har jeg aldrig prøvet, så det kan jeg sikkert godt finde ud af os. Jeg havde så mange sommerfugle i maven inden han kom, at jeg fik kvalme og havde på det tidspunkt virkelig fortrudt mine ord. Elskede virkelig roman Kalak, for sin rå ærlighed og til tider poetiske ånd. Jeg har være fascineret af Profeterne i Evighedsfjorden, om end jeg synes den var lidt for lang. Han var min ynglings forfatter. Kim Leine var imidlertid skøn at stå og snakke med lige inde vi skulle på. Han var også nervøs og han havde lige fået at vide at han var nomineret til en stor pris, så han var lidt oppe og køre og stod og trippede begejstret. Hele aftenen gik godt, om end jeg har meget hektiske røde kinder på dette billede.

En kvinde jeg ser som en litterær helt er Ida Jessen. Hun var en af de første forfattere jeg læste, som beskrev den virkelighed jeg er vokset op i. Langt ude på landet i Jylland, i den lille by, hvor alle blander sig i hinandens ting. Hun skriver om verdner der smuler og hvordan vi overlever det som mennesker: om du en voksen kvinde er mister din mand i romanen Nye tider eller som en ung dreng vis storebror driller i Carl-billedbøgerne. Har været så heldig at få lov at interviewe hende til et arrangement på arbejde og hun er ligeså flink og vidende i virkeligheden, som hun fremstår til at være i medierne. Derudover er hun menneskelig og nærværende på en helt særlig måde.

Disse er mine tre litterære helte og jeg er virkelig glad for at have mødt dem både på skrift og i virkeligheden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.