I julimåned er der dømt ferie og familietid – noget der har gentaget sig de fleste år i mit liv. Ferien står på camping med hele den pukkelryggede familie(læs mere HER), min fødselsdag og så en par dage på Vorbasse Marked. Men helt seriøst, så er camping og udelivet ikke rigtig mig, så jeg har samlet et par råd til hvorledes en nørd kan overleve en længere periode i naturen.

  1. Vejret er mildest talt uforudsigeligt i Danmark – så husk at pakke tøj der kan tages på i lag og ikke mindst noget der er vandafvisende… og ikke som jeg glemme sin windbreaker i Esbjerg. Derudover husk solcreme. Jeg taler af erfaring når jeg siger, at en nørd kan blive solskoldet selv i overskyet vejr.
  2. Gode brætspil så man har noget at lave, mens det regner eller bare er pisse koldt udenfor forteltet – der er ikke noget bedre end at udkæmpe en god familie strid over et campingbord. I denne ferie har vi spillet en del Takenoko. Den japansk kejser har fået en pandabjørn af Kina og nu skal spillerne hjælpe gartnere med at dykke nok bambus til udyret. Panda kommer imidlertid ofte til at spise alt den nye bambus. Man skal udføre forskellige missioner, sikre sig at der er nok bambus til pandaen og udbygge spillepladen løbende. Takenoko er lidt kompleks at forklare nye spillere, men når man først er i gang kan de fleste lide det. Jeg er dog utrolig dårligt til det og har ikke vundet særligt ofte.
  3. Det er også en god ide at tage mennesker med, som man gider snakke med. Gerne nogen man kender godt, men ikke har snakket med i noget tid, så der er en masse man skal opdateres om. Derfor er jeg draget på camping med et større udsnit af min familie og der er særligt et par kusiner jeg ikke har snakket med længe.
  4. Bailey, gajol og deres venner er også en god ide at pakke. Vi plejer at samles til en lille morgenskarp og slutte dagen af med at blive varmet igennem af lidt alkohol. Når man er blive banket alvorligt i diverse brætspil af sin nevø, kan man desuden have brug for at styrke sig på en baileykaffe.
  5. En god stak bøger er altid en god ide. Hvad bøger jeg har valgt at tage med på ferie, kan du læse om HER.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *