Der har været meget stille herinde i de sidste par måneder, men jeg er ikke forsvundet eller død. Derimod har jeg haft så travlt og oplevet så meget i november, at jeg selv knap nok har haft energi til at opleve det, for at tale om at dele det hele med jer. En kort opsummering er derfor på sin plads inden jeg forsætter.

Det meste af november har stået i litteraturens tegn. Først er fremmest var der Bogforum og jeg brugte tre dage sammen med en masse andre nørder i Bella centeret med at kigge på bøger, møde forfattere og ikke mindst være sammen med gode venner.

Hjemme i Esbjerg havde vi besøg af Merethe Pryds Helle, der fortalte om sin bog Folkets Skønhed og sit forfatterskab generelt. Jeg havde fået lov til at agere samtalepartner med hende og det var som altid en fed oplevelse, at komme nærmere på en forfatter og få en forståelse af hvorledes de arbejder med deres romaner. Personligt finder jeg det særligt interessant, hvorledes man kan arbejde med familieminder, uden at det bliver nostalgisk og bedaget.

Derudover havde vi Readathon på Esbjerg Hovedbiblioteket og en gruppe på 12 mennesker mødtes for at læse så meget de kunne på 24timer. Vi var en meget blandet gruppe mennesker i aldersgruppen 14-70år, der samledes i et døgn for at læse i hinandens selskab. Jeg er imponeret over at deltagerne holdte fokusset og at det hele ikke endte i småsnakken og kaffe(om end der også var rigeligt plads til det.)

Den største oplevelse var imidlertid at se Gorillaz live. Jeg har været en kæmpe fan af musikeren Damon Albarn, siden jeg første gang hørte Blurs musik tilbage i 1994. Der skulle imidlertid gå over 23år inden jeg kom til at høre ham synge live. Det var hele ventetiden værd og som den ægte fan-girl jeg er, endte jeg med at stå at græde under første sang. Musikken sparkede døren ind til alle de teenage følelser jeg heldigvis efterlod tilbage i 1900erne, men de var sjove at opleve igen i et par timer. Tror ikke jeg har været så overvæltet siden første gang jeg talte med litteraturkritiker Klaus Rothstein.

Hvad byder december så på? Jeg vil forsøge at deltage i blogmas og poste et indlæg hver dag indtil jul. Jeg lover at de ikke alle kommer til at handle om jul eller bøger, men derimod er det en udfordring til mig selv om at få skrevet mere. Kryds fingre for mig!!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.