Ved årsskiftet handler det ikke kun om at se fremad. Mange af os gør også status over året der gik og for en bognørd betyder det også at kigge nærmere på hvad jeg har fået læst. Der har været mange gode og dårlige læseoplevelser i år og jeg tænkte at I måske gerne ville høre om et par stykker af dem.
Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage af Naja Marie Aidt
Tilbage i 2015 mistede Naja Marie Aidts ene søn livet, efter en tragisk faldulykke. I denne bog forsøger hun at beskrive kampen for at finde tilbage til et meningsfuldt liv, om den altopslugende sorg og ikke mindst hendes søge efter lidelsesfæller – både i virkeligheden og i kunsten. Det er en hjerteskærende bog og jeg græd og græd og græd mens jeg læste den.
Hjerneskælv af Zenia Johnsen
Man har travlt, er på vej ud af døren for at mødes med nogen i biografen, men så falder man ned af trapperne og slår ens hoved ind i væggen og nu er ingenting som før. Pludselig har man en hjernerystelse, en hjerneskade, et hjerneskælv og er ikke så meget et menneske.
Bogen er skrevet som små postkort notater, der sætte fokus på de små med uoverskuelige problemer i hverdagen, tilsat et drys af humor og varme. Den sætter fokus på håbløsheden i ikke at føle at man får det bedre og at sygesystemet opgiver en. Den handler om at gå fra at være en arbejdende, læsende og skrivende kvinde, til at græde over at man ikke kan finde sin müesli i føtex. Så rørende en historie.
Den unge Werthers lidelser af Johann Wolfgang von Goethe
Den klassiske historie om den unge Werther, som er flygtet fra byen og lever nu langt ude på landet, hvor han nyder naturen og forsøger at realisere sig selv. Herude møder han den smukke Lotte, som han forelsker sig blindt i. Desværre er Lotte allerede forlovet til anden siden og Werther ender med at begå selvmord.
Romanen ramte lige i hjertekulen. Desværre erindre jeg alt for tydeligt, det at være ung og forelsket. Og ikke mindst sikkerheden om at verden er over, hvis man ikke kan få hinanden.
Doktor Bagges anagrammer af Ida Jessen
Jeg elskede En ny tid, der handlede om lægehustruen Lilly, som i starten af romanen mistede sin mand. En ægtemand der har mange hemmeligheden og som Lilly efter 25års ægteskab stadig ikke rigtig kender. I Doktor Bagges anagrammer får vi lov at læse lægens egen tanker om livet, barndommen og verden generelt. Utrolig smuk skrevet romanen, omkring et ekstremt ensomt menneske.
Sookie Stackhouse(True Blood) serien af Charlaine Harris
Denne serie er bestemt ikke stor litteratur, men den er enorm fængende og jeg læste alle 13 bind i serien på under 2 måneder. Bøgerne handler om den unge sydstatskvinde Sookie, der forelsker sig i den lokale vampyr Bill Compton. Kærligheden mellem levende og udøde er imidlertid ikke let og der er mange der ikke er fans af forholdet. Urban fantasy når det er bedst… og værst.
Om end 2017 var fyldt med fantastiske læseoplevelser, så var der også flere skuffelser. De to største var Sus af Jonas T. Bengtsson og Alkymisten af Paulo Coelho.
Sus er en udmærket roman, men i forhold til hvad Bengtsson ellers har skrevet, var den ikke værd at skrive hjem om. Jeg elsker normalt hans lettere gakkede persongalleri, men hovedpersonen Sus blev aldrig troværdig for mig og jeg manglede et reelt handlingsforløb.
Alkymisten beskrives som en bog der vil ændre dit liv for evig. Det handler om en ung dreng, der drager ud i verden for at finde sin personlige legende. Det føles lidt som en selvhjælpsbog, der er kommet i form af en roman. Jeg er virkelig ikke fan og havde brug for en ekstra dosis Brinksman efter denne bog.
Til alle jer, som ikke følger bloggen for litteratur… jeg skal nok snart skrive om noget andet, men der er sgu gået nørd i mig.