Til tider er jeg udstyret med en alt for god fantasi, med et drys af godtroenhed! F.eks. fortalte en af mine kusiner mig engang, at der boede små mennesker nede i toilettet, som kunne finde på at nive mig i numsen, hvis jeg sad for længe på tønden. Jeg troede på hende; dum som jeg var.
Jeg er også bange for mørket… hvad er de hvide pletter på dette billede. Lysende vinduer bag træerne eller lysende øjne fra væsner der vil spise mig.
Denne gode fantasi og min evnen til at bilde mig selv ting ind, får mig ofte ud i nogle pinlige situationer, hvor jeg har lyst til at råbe ”Argh Gitte”. Det sker særligt ofte, når jeg bliver meget fanget af en lydbog.
I disse dage er jeg ved at høre Som pesten af Hanne Vibeke Holst. Bogen handler om hvordan en pandemisk influenza vil påvirke et moderne samfund både politisk, økonomisk og menneskeligt. Et par timer inde i bogen fik jeg feber og jeg var sikker på, at det er det første tegn på at vi (hele menneskeligheden) skal død, indenfor de næste par uger. Og ja – selvfølgelig har jeg googlet og tjekket hvad sandsynligheden er for at det sker.
En anden pinlig episode skete, mens jeg var ved at læse Stalkeren af Chris Carter. En forfatter som har skrevet nogle af de mest barske og uhyggelige bøger jeg nogensinde har læst. Bogen følger en stalker, der sniger sig ind i singlekvinders hjem og dræber dem brutalt. I et kapitel af bogen har en pige fornemmelsen af, at hun ikke er alene i hendes lejlighed. Hun leder alle værelserne igennem og finder ikke nogen. Hun bestemmer sig derfor til at ligge sig til at sove. I det øjeblik hun slukker lyset, siger en stemme ”du glemte at tjekke under sengen”.
Jeg hørte denne del af bogen, mens jeg var nede i fitness og træne. Jeg var helt opslugt, så da en kollega lagde en hånd på min skuldre, for at få min opmærksomhed, hoppede jeg en halv meter og i luften og var lige ved at tisse i bukserne.
I ren kådhed og begejstring, kom jeg til at fortælle om denne bog og episoden i fitnesscentret, til både min mor og Bibliotekaren. De har begge udnyttet denne viden på det groveste. Imens jeg var ved at læse bogen, var vi tilfældigvis hjemme og overnatte ved mine forældre efter en koncert i Herning. Soveværelserne er på 1 sal og min mor kaldte på mig, fordi jeg skulle hjælpe hende med noget. Jeg kunne ikke finde hende, da jeg var kommet på af trappen, men pludselig hoppe hun ud fra et af værelserne og skræmte livet af mig. Jeg skreg og var nær faldet over mine egne ben. Min mor og Bibliotekaren var begge to ved at dø af grin. Min mor skulle bare lige teste, om det kunne passe jeg var så nem at skræmme.
Sidenhen har Bibliotekaren også udnyttet denne viden og hver gang vi er ude og rejse, så hvisker hun om aftenen, ”Du glemte at tjekke under sengen”