I mange år var jeg sikker på, at jeg havde læst Moby Dick og jeg blev meget forvirret når folk fortalte mig at det var en meget lang voksenbog. Jeg kendte jo Moby Dick – han var den store hvide hval der havde kæmpet uendelig mange kampe med os mennesker. Da jeg blev ældre gik det dog op for mig, at jeg kendte Moby Dick fra Kaskelotternes Sang af Bent Haller, hvor den store hvide hval har en gæsterolle midt i bogen. Og om end Hallers bog om hvaler har gjorde et stort indtryk på mig, er det nok ikke helt i samme litterære kvalitet som Melvins roman. Derimod var den en af mine første litterære oplevelser.
Inden jeg begyndte i skole, blev jeg passet i en dagpleje. Mine forældre havde jobs, der betød at jeg blev afleveret tidligere end mange af de andre børn, så jeg var ofte alene den første time eller to. Jeg husker disse morgner som utrolig hyggelige. Jeg spiste morgenmad sammen med husets mand, mens radioen kørte i baggrunden. Det var radioavisen og farvandsudsigter om stiv kuling i Skagerak og nogle morgner blev der også læst hørt fra Kaskelotternes Sang af Bent Haller.
Jeg har klare erindringer om hvordan Tangøjes mor kæmpede med kæmpeblæksprutter i den mørke kolde vand, men husker ikke hvad jeg fik at spise til morgenmad. Jeg husker hvordan mennesker havde efterlad gift i havet som dræbte alle dyrene. Vilde historier om de farlige spækhugger, hajer og ikke mindst om mennesker i jerndyr. Der var mange ting jeg ikke forstod, men det betød ikke så meget, for jeg forstod lige præcis nok til at være helt opslugt af oplevelsen.
Jeg genlæste for nyligt jubilæumsudgaven af roman, der har fået de flotteste illustrationer lavet af Lea Letén, hvis billedbøger jeg er helt forelsket i. Og jeg er nød til at være ærligt og tilstå at jeg bladrede forud, for at finde ud af hvad der helt præcist skete med Tangøjes veninde Gylte, da jeg fik ondt i maven af ikke at vide det. Og selvom bogen er meget pædagogisk og moraliserende, er den samtidigt stadig helt fantastisk.
De ti bøger er nedefra og op
