I går oplevede jeg noget helt fantastisk – eller faktisk oplevende jeg en masse ting, som tilsammen skabte en helt fantastisk aften. Jeg var draget til København sammen med tre af mine gode nørdvenner. Vi var nemlig så heldige at vi havde fået billetter til Gaming Koncert i DR koncerthus, hvor DR symfoniorkester og DR koncertkor spillede det bedste musik skrevet til computerspil i de sidste 25år. De blev hjulpet på vej af sopran Louise Fribo og alle nørders ynglings tv-vært Jakob Stegelmann.

Jeg havde glædet mig som et lille barn til selve koncerten, men også bare for muligheden for at se nærmere på den koncertsal, som man så ofte har set i fjernsynet. Den er om noget endnu smukkere i virkeligheden og selvom man ikke sad videre godt i stolene, så var man hensat i en perfekt stemning inden musikken overhovedet begyndte. Prikken over i’et i forhold til stemningen, var imidlertid den brogede flok af mennesker, som havde valgt at deltage i koncerten. Der var nørder overalt: Hipsteren ved siden af mig, der ikke kunne sidde stille da Super Mario temaet blev spillet. De blege nørder fra kældrene, man normalt kun møder i biografen, når der er en ny marvel film. Den unge pige med lilla hår, tatoveringerne og en øl i hånden. Drengen på ti, som havde tvunget sine forældre med. Jeg følte mig virkelig hjemme.

Der var kuldegysninger op og ned af mine arme fra den første violin startede ud til det stående applaus da koncerten var over. Orkesteret var på over 80 personer og når koret trådte til var der over 100mennesker på scenen. Særlig gengivelserne af musikken fra i The Witcher 3 og Assassin’s Creed 4: Black Flag rørte mig. Sjovt nok ikke fordi jeg har spillet nogle af spillene, men fordi musikken fra begge computerspil er med på den spotify playliste jeg normalt lytter til når jeg læser.

Denne koncert får 6 asti glas ud af 6

I dag har imidlertid virkelig været dagen derpå: vejret er gråt og i morgen er det mandag og en ny uge truer med masser af arbejde og forpligtelser. Derfor er det synd for mig og jeg er krøbet sammen i min sofa, med min computer for at skrive dette indlæg mens jeg lytter til ja… du gættede rigtigt, virkelig god spilmusik.

Vil du også det, så vil jeg anbefale dig at lytte til albummet The Greatest Video Game Music indspillet af London Philharmonic Orchestra som ligger på spotify, kan købes i itunes eller kan lånes på biblioteket HER. Falder du herefter for musik, så er der også en vol. 2 og derudover bør du også tjekkes soundtrackene til The Witcher 3, Assassin’s Creed 4: Black Flag eller hvilken som helst af Final Fantasy spillene ud.