For lidt over en måned siden skrev jeg dette indlæg, omkring det forfærdelige ved at miste en hund, som man virkelig holder af. Og selvom den skønne hund Trunte stadig er savnet og bestemt ikke glemt, så skete der noget vidunderligt i går: mine forældre fik en ny hundehvalp.

Ikke kun mine forældre har set frem til denne dag. Om end de begge to har været meget utålmodige. Det er vi flere i familien der har været – ikke mindst mig. Min kære niece har tegnet dette skønne billede til den nye hund, da det ikke var meningen at hun skulle møde ham den dag han flyttede hjem på gården. Hun har tegnet en flot himmel, hovedvejen ved siden af farmor og farfars gård og ikke mindst en pige der er ude at gå tur med en hund. Træet er begyndelsen på et større parkanlæg, som hun synes mine forældre burde få I deres baghave. Plus en lille hilsen til den nye hundehvalp.

Denne lille gut hedder Skipper og er opkaldt efter en fantastisk hanhund vi havde i min barndom. Skipper er en blanding af labrador og border collie og jeg kan allerede nu sige, at mine forældre nok burde have kaldt ham Laban frem for Skipper. Efter 24timer har han nemlig allerede jagtet min fars høns, snuppet mine mor klipklapper og stjålet mit hjerte.

Efter et par farvelslik var det dog tid til at jeg skulle drage tilbage til Esbjerg. Ferien er for mit vedkommende slut og arbejdet kalder i den kommende uge.