Denne uge har været fyldt med oplevelser og overraskelser, både af den gode og mindre rare slags. Jeg har blandt andet været 5dage i London(YES) og ham der Trump skal være den næste præsident i U.S.A(SUK). Min rejse skal jeg nok skrive mere om i næste uge, men lige nu er min hjerne mest optaget af en af de største begivenheder i mit kalenderår – Bogforum.

Jeg glæder mig som et lille barn til at bruge 3 dage i BellaCenteret fyldt med bøger, forfattere og ikke mindst mennesker, der elsker bøger og det at læse. Jeg skal som altid afsted med 3 gamle venner og det bliver fantastisk endnu engang at mødes omkring bøger, venskab og god mad i København.

Jeg har ikke været hele Bogforum programmet igennem endnu, men jeg er faldet over et par ting, som jeg bare skal nå at opleve.

Om lørdagen skal jeg f.eks. i Auditoriet og se Jan Guillou og Tom Buk-Swienty i samtale med Klaus Rothstein omkring litteratur og historie, med udgangspunkt i spørgsmålet ” Hvornår digter vi med kilderne, og hvornår får den fiktive historie frit løb”. Jeg synes at Guillou er en dygtig historiefortæller og jeg er vild med hans serie Det store århundrede, som kort fortalt handler om tre norske brødre, som ender som brobyggere rundt omkring i verden. Overfor ham har vi Buk-Swienty, som har formået at få mig gjort forelsket i Kaptajn Dinesen igennem hans biografier om manden. Glæder mig meget til at høre om deres syn på dette emne og ikke mindst bare nyde den fantastiske litteraturkritiker Klaus Rothstein, som jeg er total fangirl af.

Om søndagen skal en del af min tid bruges i selvskab med Svend Brinkmann, som jeg er meget betaget af. Jeg er vild med hans bog Stå fast, ikke fordi den giver mig svarene på hvordan jeg skal leve mit liv, men fordi den har rusket op i mig og har fået mig til at indse at min liv ikke blot skal være en tjekliste over ting jeg har opnå, ved at gøre hele mit liv til et langt projekt. Glæder mig til at høre mere om hans nye bog Ståsteder og håber at den kan sparke ligeså meget til mig, som hans tidligere værk gjorde.

Hvad med jer, skal I til Bogforum? Og er der noget I bare skal se derover?