Tag: Skipper

Ti ting jeg vil gøre mere

Så januar er virkelig en lorte måned, hvor vi alle er lidt mere efter os selv end sædvanligt. Vores nytårsforsæt spøger stadig i baghovedet og vi burde virkelig tabe os et par kg, drikke mindre alkohol og ikke mindst ændre hele vores liv. I min optik er det tosset – januar er sgu grå nok i forvejen. Så her er en liste over 10 ting jeg vil gøre noget mere, af den simple grund at de gør min glade.

  1. Drikke mere kaffe med venner.
  2. Stoppe med at være vred på mig selv. Vred over at jeg ikke spiser bedre, vred over jeg ikke træner mere eller vred over jeg ikke får skrevet flere blogindlæg. Det er ok! Det er januar og hvis jeg havde muligheden ville jeg være gået i hi.
  3. Kram ham her. Mine forældres hund er bestemt ikke en hvalp mere, men tvivler på at han selv ved det. Eller også tror han bare, at han er en skødehund.
  4. Tag en lur, når jeg har tid.
  5. Se åndsvag mange serier. Alt fra krimier til halvdårlige dokumentarer.
  6. Bruge mere tid på at se videoer på youtube om at rydde op, end jeg vil bruge på at rydde op.
  7. Nyde at jeg bor ved Vesterhavet
  8. Huske at være i nu’et i stedet for at frygte alle de ting, der kan ske i fremtiden.
  9. Stoppe med at have dårlige samvittighed. Over at jeg ikke er en bedre medarbejder, bedre til at svare på venners sms’er eller bedre til ikke at bruge snooze knappen.
  10. Læse flere bøger uden litterær værdi. Jeg elsker cosy mysteries, urban fantasy og halvdårlige kærlighedsromaner! Det er ikke kunst, men jeg bliver glad af at læse dem.

Hvad vil I gøre noget mere?

Velkommen til familien Skipper

For lidt over en måned siden skrev jeg dette indlæg, omkring det forfærdelige ved at miste en hund, som man virkelig holder af. Og selvom den skønne hund Trunte stadig er savnet og bestemt ikke glemt, så skete der noget vidunderligt i går: mine forældre fik en ny hundehvalp.

Ikke kun mine forældre har set frem til denne dag. Om end de begge to har været meget utålmodige. Det er vi flere i familien der har været – ikke mindst mig. Min kære niece har tegnet dette skønne billede til den nye hund, da det ikke var meningen at hun skulle møde ham den dag han flyttede hjem på gården. Hun har tegnet en flot himmel, hovedvejen ved siden af farmor og farfars gård og ikke mindst en pige der er ude at gå tur med en hund. Træet er begyndelsen på et større parkanlæg, som hun synes mine forældre burde få I deres baghave. Plus en lille hilsen til den nye hundehvalp.

Denne lille gut hedder Skipper og er opkaldt efter en fantastisk hanhund vi havde i min barndom. Skipper er en blanding af labrador og border collie og jeg kan allerede nu sige, at mine forældre nok burde have kaldt ham Laban frem for Skipper. Efter 24timer har han nemlig allerede jagtet min fars høns, snuppet mine mor klipklapper og stjålet mit hjerte.

Efter et par farvelslik var det dog tid til at jeg skulle drage tilbage til Esbjerg. Ferien er for mit vedkommende slut og arbejdet kalder i den kommende uge.