Tag: teater

Tom Hiddleston IRL

Der er noget jeg har glemt at fortælle jer og det er virkeligt stort! For det første har jeg været i London og for det anden har jeg set Tom Hiddleston i levende live! Og nej – det var ikke fordi jeg har stalket ham, mens jeg var i London. Og nej – det er ikke fordi jeg støtte på ham nede i undergrunden, om end det nu kunne have været fedt. Derimod havde et par rigtig gode veninder, sikret billetter til at Bibliotekaren og jeg kunne komme ind og se Hiddleston i Hamlet og det var en af de største oplevelser i mit liv.

Stykket var instrueret af Kenneth Branagh (den britiske udgave af Wallander/Gilderoy Lockhart i Harry Potter filmene/ instruktøren bag Thor) med Tom Hiddleston i hovedrollen. Overskuddet skal går til en gennemgribende renovering at Royal Academy of Dramatic Art(RADA) i London, hvor de begge tidligere har været elever.

Hele opsætningen var meget intim med plads til ca. 150 personer og jeg lyver ikke når jeg siger at Hiddleston har været mindre en 30cm væk fra mig. Forestillingen var på scenen på billedet og jeg sad ca. hvor plastikposen står. Altså vi sad ikke bare på første række, men faktisk oppe på selve scenen. Bibliotekaren og jeg var lige ved at tisse i bukserne af ren begejstring. Det var ren viljestyrke, der gjorde at vi ikke kom til at røre ved skuespillerne så tæt var de på os. På et tidspunkt var Hiddleston faktisk ved at falder over sine egne fødder og var lige ved at lande i Bibliotekarens skød (hvilken lykke det ville have været for hende). Vi var så tæt på skuespillerne, at man kunne se spytskyerne når de råbte af hinanden og høre kysselydende.

Jeg var i starten meget overvæltet over at sidde og betragte Tom Hiddleston i levende live. Alle skuespillerne var imidlertid så gode, at man hurtigt kom fra det og blev opslugt af stykket. Særligt Nicholas Farrell som spillede Kong Claudius var hel genial. Hiddleston var også utrolig dygtig og selvom han havde en begyndende ølmave og et ujævnt skæg, så er han sgu så talentfuld og dragende at jeg er totalt ligeglad.

Og ja – jeg mener stadig at lego er mere universal end Shakespeare. Det er imidlertid en ting at læse hans tunge sætninger eller se dem på film og noget helt andet at se englændere spytte hans eder efter hinanden. Jeg skal helt sikkert til England og se Shakespeare igen, også selvom Tom Hiddleston ikke har hovedrollen.

Lille mand hvad nu?

Når kunst virker, så rammer den dig midt i solarplexus og får skudt dig ud af din normale kurs. Lige nu sidder jeg lettere forvirret og forsøger at finde hoved og hale i hvad jeg føler efter jeg har set skuespillet Lille mand hvad nu? af den tyske forfatter Hans Fallada, opsat af Folketeateret.

lillemandhvadnu

Lille mand hvad nu? udkom i 1932 som roman og beskriver en mands sociale nedtur, i de sidste dage af Weimarrepublikken. Vi følger den unge Johannes Pinneberg, der arbejder som bogfører i et lille lokalt firma. Pinneberg kommer sammen med Emma(Pusser) og vi følger dem fra deres dage som kærester til starten af deres fælles liv, efter at de er blevet gift, fordi de er blevet gravide. På grund af den økonomiske krise i 1929 flytter parret til Berlin for at prøve lykken. De indlogerer sig hos Pinneberg mor og gennem hendes elsker finder Johannes også et job i et stormagasin. Stille og rolig begynder de dog en social deroute, hvor de ender en vinterdag i et kolonihavehus uden varme, uden arbejde og uden håb om at tingene vil blive bedre. Den unge Johannes er total nedbrudt, fordi han ikke formår at forsørge sin familie.

Du kan låne bogen her – det har jeg i hvert fald tænkt mig at gøre.

Eller endnu bedre, smut ind og se teaterstykket, som pt. er på turne rundt i landet. Lars Bom og Lisbeth Gajhede gør det helt fantastisk og man kan bare læne sig tilbage og lade sig underholde og forundre.

Nu sidder jeg tilbage med spørgsmålene om hvorvidt det er nogen overraskelse, at folk bliver mere og mere politisk ekstreme, når de er truet på deres levestandart? Hvorfor er vi kommet til den holdning, at fattige selv er skyld i deres økonomiske situation og at vi andre derfor ikke har ansvar for at hjælpe dem – de kan jo bare tage sig sammen?

Interessante tanker der flyver rundt i hovedet på mig, en dag hvor jeg er på vej ud til Esbjergs ghettoområder for at diskutere fordomme med to 9. klasser fra en af kommunens landbysskoler. Glæder mig allerede.